LÆSERNES EGNE NOVELLER

Tina(tv)

Ellen og Hanne, del 1

Mailen er skrevet. Jeg har trykt på ”Send”. Nu skal jeg blot på posthuset med den lille pakke, som mailen til Ellen fortæller, er på vej til hende. Hvis postforsendelsen går rigtigt, vil hun modtage pakken i morgen. I morgen aften vil jeg sende yderlig en mail med en kort forklaring om, hvordan hun skal forholde sig med indholdet i pakken.

Ellen og jeg har endnu ikke mødt hinanden, men vi synes begge, at vi kender hinanden godt. Vi har mailet og chattet – både på chatkanaler og via ICQ, og så har vi udvekslet billeder.
Nu er vi nået så langt, at vi har besluttet, at vi vil møde hinanden. Det skal ske i den kommende weekend, hvor jeg skal besøge Ellen. Det er også grunden til, at pakken og de to mails bliver sendt.
Ellen skal forberedes til vores møde.

Både Ellen og jeg interesserer os for bondage og SM. Ellen har godt nok ikke prøvet det endnu, men jeg er ikke i tvivl om, at hun er alvorligt interesseret og ser frem til vores møde. Selv har jeg leget med bondage og SM i mange år og glæder mig meget til at lege med Ellen.

Jeg har prøvet både M-rollen og S-rollen og nyder begge roller meget. Ellen derimod tænder kun på M-rollen.

Ellen sætter sig foran sin pc og henter sine mails hjem. Der er et fra Per. Det står godt nok ikke Per i mailens afsenderadresse, men Hanne.

Det var lidt af en tilfældighed, at jeg kom til at chatte med Hanne og fandt ud af, at hun er transvestit – altså en mand. Men det var med det samme, som om vi havde noget til fælles. Vi havde let ved at skrive til hinanden. Derfor var det også naturligt, at vi udvekslede E-mailadresser og ICQ-numre, så vi kunne fortsætte kontakten.
Det udviklede sig langsomt over nogle måneder, hvor vi dels chattede og dels udvekslede mails. Der gik lang tid inden jeg fik at vide, at Hanne rigtigt hed Per.
Vi udvekslede også billeder. I starten fik jeg nu kun billeder af Hanne, men til sidst lykkedes det mig at overtale Hanne til at sende et billede af Per.

Jeg kunne lide begge billeder. Jeg er ikke ligefrem blevet forelsket i hverken Hanne eller i Per, men føler mig meget tiltrukket af begge personligheder.
Til sidst kunne jeg ikke lade være med at spørge, om ikke Hanne/Per ville komme og besøge mig. Det var alligevel med noget blandede følelser, for jeg havde aldrig været sammen med en transvestit før. Hvordan vil det mon være? Vil det være ligesom at give en af mine veninder et knus eller slentre hen ad gaden med en veninde under armen?
Nej – det vil helt sikkert være anderledes, for jeg bliver helt våd i trusserne, når vi chatter på ICQ’en, eller jeg kalder et af billederne frem, og så er det såmænd lige meget, om det er et billede af Hanne eller af Per.

Vi kom stille og roligt ind på sexuelle emner, når vi chattede. Der er så let på Nettet.

Jeg har længe fantaseret om at blive bundet og få lidt smæk i numsen og blive kneppet uden at kunne gøre andet end bare affinde mig med at blive brugt. Det fortalte jeg Hanne om. Det føltes ganske naturligt for Hanne havde tilsyneladende en hel del erfaring inden for dette område.
Det varede heller ikke længe inden Hanne fik mig til at købe et par sko med stilethæle, som jeg så havde på, når vi chattede.
Jeg har ellers ikke gået med stilethæle, men når jeg chatter med Hanne, så føles det dejligt frækt at have dem på.

Mailen fra Hanne var kort – alt for kort.
Der stod kun: ”Jeg har sendt en lille pakke til dig med posten. Send mig en mail straks du har modtaget den. Så vil du modtage en mail fra mig med forklaring om, hvad du skal bruge indholdet til. Kærlig hilsen fra Hanne.”

Uhh hvor kort. Slet ikke nogen frække tanker eller forslag om, hvad hun kunne tænke sig, at vi gjorde ved hinanden. Gad vide, hvad pakken vil indeholde?

Næste dag lå der i postkassen en lille flad pakke. Den virkede noget tung efter dens størrelse. Den var forsynet med Pers navn som afsender. Jeg nærmest flåede papiret af. Næsten vanvittig af spænding. Og så indeholdt den kun en tynd blank kæde på omkring et par meter, en lille hængelås og en lille plade på ca. 2,5 gange 4 cm med et hul i. Der var skrevet ”Nøgle” på den. Den var et par millimeter tyk. Ikke noget brev. Ikke en gang en lille kærlig hilsen.

Uff – hvor kan han – hun ikke være bekendt at pine mig på den måde. Hvad skal jeg bruge kæden til? Og hængelåsen? Skuffet lagde jeg kæden til side. Kom så til at tænke på, at Hanne havde skrevet, at jeg straks skulle sende hende en mail, når jeg havde modtaget pakken.
Jeg tændte derfor min pc og skrev: ”Kære Hanne. Har modtaget din pakke. Men hvad skal jeg med en kæde og en hængelås? Kærlig hilsen Ellen”.

I løbet af aftenen tjekkede jeg flere gange, om der var kommet mail fra Hanne, men det var der ikke. Men endelig ved 22-tiden var der en mail fra hende. Åbnede den straks og læste:

”Kære Ellen. Godt du har modtaget min pakke. Følg nøje følgende instruks. Klæd dig nøgen. Læg kæden om livet, så du har den ene ende foran på maven. Ikke så den strammer. Lad kæden gå mellem dine ben om til ryggen. Træk kæden ind under kæden om dit liv og før den tilbage mellem dine ben og op foran. Sæt hængelåsen fast, så den låser kæden om dit liv og kæden mellem dine ben sammen. Inden du klikker låsen i lås sætter du også den lille plade fast i hængelåsen. Sørg for, at kæden ikke strammer for meget, for du kan ikke tage den af, når først du har låst hængelåsen. Den lille plade indeholder en nøgle, som passer til låsen.
Det er en lille sikkerhedsforanstaltning, som jeg ikke håber, at du får brug for. Når du har sat kæden på plads og låst låsen tager du et billede med dit digitale kamera og sender billedet til mig. Når jeg på fredag kommer og besøger dig, forventer jeg, at kæden sidder på dig, og at nøglen stadig er forseglet. Ellers ... !!!
Kærlig hilsen fra Hanne”.

Nej – var min første reaktion. Det får hun mig ikke til. Det er kun tirsdag. Tror Hanne virkelig, at jeg vil gå med en kæde om livet og ned mellem benene, lige til hun kommer og besøger mig på fredag. Det vil da både være ubehageligt og ydmygende at have sådan en kæde på. Og jeg skal til badminton på torsdag. Hvordan skal jeg kunne spille badminton med den kæde på og bade bagefter? Nej – ikke tale om. Færdig. Det vil jeg ikke være med til. Sender kæden tilbage til Hanne straks i morgen. Nej, jeg smider den ud. Og så skriver jeg en mail om, at hun ikke skal komme. Det her vil jeg ikke være med til. Hvad tror hun, at jeg er? – hendes slavinde?

Samtidig med, at disse tanker for gennem hovedet på mig, havde jeg lagt kæden om livet uden på min bluse og trukket kæden ned mellem benene uden på mine lange bukser, lige nøjagtig på den måde, som Hanne havde forlangt.
Da jeg blev mig bevist, hvad jeg havde gjort, smed jeg kæden fra mig. Den raslede hen ad gulvet. Mit sind var virkelig i oprør. Hvad bilder hun sig ind? At forlange, at jeg skal gå næsten en hel uge med en kæde låst fast om livet og ned mellem benene. Hvordan har hun tænkt sig, at jeg skal bære mig ad, når jeg skal tisse – eller hvis jeg skal gøre stort?
Nåh ja – Hanne sagde jo, at kæden ikke skulle stramme for meget. Jeg kan vel trække kæden til siden, medens jeg er på toilettet.
Ikke så snart havde jeg tænkt tanken, før jeg sagde til mig selv: ”Ellen, hvad er det du tænker på. Du tænker jo, som om du allerede har kæden låst fast. Ikke tale om, at jeg vil ydmyge mig på den måde”.
Jeg smed igen kæden fra mig, så den gled raslende hen ad gulvet en endte ude ved væggen. Så gik jeg ud i køkkenet og lavede en kande kaffe, idet jeg samtidig både forsøgte at fortrænge kæden og Hannes ordre i hendes mail til mig, og samtidig forsøgte at finde på et rigtigt sviende svar til hende om, at hun kunne rende mig et vist sted.

Med kaffen satte jeg mig i min lænestol og begyndte at læse i et blad.
Men jeg kunne ikke samle tankerne om det jeg læste. Tankerne vendte hele tiden tilbage til kæden og Hannes mail om, hvordan jeg skulle låse den fast om mig.
Det ville nu også være frækt at have sådan en kæde på. Og så det, at jeg ikke ville kunne tage den af. Kæden var nu heller ikke så kraftig, selv om den så stærk nok ud. Og hængelåsen var jo heller ikke så stor, og så var der jo i den lille plade en nøgle, som kunne bruges til at tage kæden af i nødstilfælde.
Arrigt skubbede jeg tanken fra mig. Ikke på vilkår. Jeg gør det ikke.
Men tanken om kæden kunne ikke forsvinde. Så jeg gik hen til væggen og samlede kæden op. Den var blank og så stærk ud selv om den ikke var særlig tyk. Og leddene var pænt runde helt uden skarpe steder. Uden egentlig at være mig det helt bevist krængede jeg min bluse af og tog mine busker af. Så lagde jeg forsigtigt kæden om livet. Den var kølig, men det var ikke ubehageligt. Så førte jeg kæden ned mellem benene og om på ryggen ind om kæden om mit liv og tilbage foran. Den var lang nok. Der var stadig et rimeligt stykke i overskud. Den behøvede jo heller ikke at være så stram.
Hanne havde jo netop skrevet, at den ikke skulle være stram.
Jeg gik hen til mit skrivebord og tog en papirclips, som jeg rettede ud. Så førte jeg clipsen ind gennem kæden, som var clipsen en hængelås og drejede clipsens ender om hinanden, så kæden sad fast.
Derefter satte jeg mig i min læsestol og forsøgte igen at læse i bladet, samtidig med, at jeg nippede til min kaffe. Kæden generede mig ikke, og det lykkedes mig faktisk at læse en artikel til ende uden at tænke mere end et par gange på kæden.
Mit sind var i oprør. Hvad bildte hun sig ind – Hanne, nej Per. Kunne ikke samle mine tanker.
Arrigt vred jeg clipsen op og smed igen kæden hen ad gulvet, så den raslede. Det kan hun ikke forlange af mig. Jeg gør det ikke.
Jeg tog min bluse for at tage den på, men lod være. Tungt satte jeg mig i min lænestol. Kunne ikke samle tankerne. De var et virvar.
Skulle jeg tage kæden på og låse den fast med hængelåse? Der kunne jo ikke ske noget ved det. Jeg kunne jo melde afbud til badminton. Det skete næsten aldrig, så det kunne jeg vel godt tillade mig. Og kæden var jo så tynd og hængelåsen lå lille. Der var helt sikkert ingen, som ville bemærke den, når jeg havde tøjet uden på.
Langsomt rejste jeg mig. Gik hen og samlede kæden op. Kiggede på den. Lagde den prøvende om livet. Så gik jeg ind i soveværelset og tog min BH og mine trusser og strømper af. Stod helt nøgen, som Hanne havde forlangt. Tøvende lagde jeg kæden om livet. Førte igen kæden mellem benene og om på ryggen ind under kæden og tilbage foran. Det gik let, men jeg havde jo også prøvet det nogle gange.
Så tog jeg hængelåsen og satte den ind i kædens led, men klikkede den ikke i lås.
Jeg tog hængelåsen af og løsnede kæden lidt mellem mine ben og strammede den en smule om livet, så den ikke kunne glide ned om mine hofter. Satte igen hængelåsen ind i kædens led, men undlod at klikke den i lås.
Så stillede jeg mig foran mit store spejl. I spejlet så jeg mig selv. Mine fyldige og faste bryster. Men skikkelse og mit skød. Så lod jeg mine øjne fokusere på kæden. Det så nu godt nok frækt ud. Det var jo heller ikke ubehageligt at have den på. Jeg ville helt sikkert også sagtens kunne klare toiletbesøg ved blot at trække kæden til side og holde fast i den imens.
Langsomt satte jeg den lille plade med reservenøglen ind i hængelåsens bøjle.
Skulle jeg trykke hængelåsen sammen, så kæden var låst fast. Jeg kunne jo altid bruge nøglen, hvis jeg fortrød. Og hvad kunne Hanne gøre ved det. Ingen ting. Jeg kunne jo bare sende en mail om, at jeg havde fortrudt og ikke ønskede at se hende. Det var jo egentlig ikke så svært.
Og dog – jeg led store kvaler. På den ene side syntes jeg, at det var for ydmygt at gå rundt med en kæde låst fast om livet og ned mellem benene.
Jeg kunne i hvert fald ikke være sammen med en mand.
På den anden side virkede det efterhånden svært dragende på mig at klikke låsen sammen. Og det var jo også Hanne, jeg havde aftale med at mødes på fredag.
Pludselig jog en djævel gennem mig og jeg klikkede låsen sammen. Klik lød det. Brat vågnede jeg op. følte, at jeg havde været halvt i trance. Prøvede at rive i låsen og flå i kæden, men begge dele holdt. Tog fat om det lille skilt og var lige ved at vride det af låsen og brække nøglen fri, men lod være. Så mig igen i spejlet. Det så nu frækt ud. Jeg havde også en sær pirrende fornemmelse i kroppen.
Mine fingre gled ned til mig skød. Langsomt begyndte jeg at massere mig selv. Snart stønnede jeg af velvære og sexuel ophidselse. Jeg nærmest vaklede hen til sengen og lod mig falde om på den.
Nu havde jeg to fingre oppe i min fisse. De masserede min klit. Åhr det var skønt. Tankerne fantaserede om Hanne. Årh Hanne – nu er jeg din. Du har låst mig fast til dig. Du bestemmer over mig. jeg gør kun, hvad du forlanger. Åhr – mine fingre havde travlt. Den første orgasme rullede ind over mig. Udmattet slappede jeg et øjeblik af, så var mine fingre igen i gang. Den anden hånd gled ned over min talje. Mærkede kæden. Det virkede voldsomt. Liderligheden rullede over mig og mine fingre havde travlt. Åhr åhr årh – nej nej nej – årh bliv ved – orgasmen gennemsitrede min krop. Mine muskler spændtes. Den ene hånd, der havde fat i kæden, trak i den. Kæden skar sig op i mit skød, så den blev helt væk. Mine fingre masserede min klit med en iver, som næsten aldrig før, og endnu en orgasme gennemrystede min krop, som havde jeg krampe.
Langsomt ebbede den ud, og jeg lå slap og udmattet på min seng.

Så vågnede jeg til live igen. Jeg må være faldet i søvn, for der var gået to timer. Langsomt gik jeg ud i badeværelset. Det var underligt med kæden om livet om ned mellem mine ben.

Ind i brusekabinen. Åbne for det varme vand. Stille stod jeg under bruseren og lod det varme vand strømme ned over min krop. Langsomt sæbede jeg mig ind og lod strålerne skylle sæben af mig.
Langsomt tørrede jeg mig. Mærkede kæden. Sikke en virkning, den havde haft på mig. Mindedes aldrig at have bragt mig selv i så voldsom en ekstase og så voldsom en orgasme før.
Så tog jeg rent undertøj på, nylonstrømper og mine sko med stilethæle og en lækker silkebadekåbe.
Sådan klædt trippede jeg ind til min pc og skrev en mail til Hanne.

 

Da jeg gik i seng lige over midnat, var der endnu ikke kommet nogen mail fra Ellen, og hun stod på min ICQ som værende offline. Hun kunne selvfølgelig være på Nettet og blot have slukket sin ICQ, men det lignede hende ikke. Da klokken blev kvart i et om natten, slukkede jeg min PC.

Gad vide, hvordan Ellens reaktion havde været på, at jeg havde forlangt af hende, at hun skulle låse en kæde fast om livet og mellem sine ben. Var grunden til, at hun ikke havde skrevet, at hun ikke ville, at jeg havde spændt buen for hårdt? Nå, det måtte tiden vise. Sidde oppe hele natten kunne jeg jo ikke. Der var jo et arbejde, som skulle passes næste dag, så jeg slukkede min pc og gik i seng.
Næste morgen tændte jeg sædvanen tro min pc og loggede på nettet umiddelbart før, jeg skulle på arbejde for at se, hvad der måtte være af mails og nyhedstelegrammer.
Det var minsandten en mail fra Ellen. Åbnede straks hendes mail spændt på, hvad hun havde skrevet til mig. Hendes mail lød:

”Kære Hanne. Som din lydige slavinde, har jeg lænket mig selv, som du har forlangt, og som et tegn på, at jeg tilhører dig. Glæder mig til du kommer på fredag og tager din ejendom i besiddelse. Kærlig hilsen Ellen”.

  

Fredagen kom hurtigt. Jeg mødte Ellen ved indgangen til et butikscenter klokken halv syv aften. Hun havde fortalt, at der i centret var en lille hyggelig restauration. Den havde vi besluttet at beære med vores tilstedeværelse og få lidt godt at spise, inden vi tog hjem til Ellen.
Det gav os også mulighed for at se hinanden og sludre lidt sammen, inden vi ”gik videre”. Det var jo første gang, vi mødte hinanden.

Da jeg havde parkeret bilen og var nået frem til indgangen til centret, var klokken fem minutter i halv syv. Men Ellen stod der allerede. Genkendte hende straks. Jeg kunne også se på hende, at hun havde genkendt mig. Og pludselig på afstand vinkede vi til hinanden.
Så stod vi over for hinanden. Jeg bredte armene ud til siden, og hun trådte ind i min favn. Det var dejligt at mærke hende mod mig.

”Hej Ellen”, sagde jeg
”Hej Per”, sagde Ellen. Så bøjede hun sig frem og hviskede i mit ene øre: ”Hej Hanne. Ligger Hanne i kufferten i din bil?”.
Det gjorde Hanne. Jeg var ikke omklædt, men var kommet som mig selv – som Per. Men i en kuffert i min bil lå alt, hvad jeg skulle bruge for at forvandle mig til Hanne.
”Ja”, svarede jeg, ”- hun ligger og keder sig og vil gerne ud og hilse på dig, men hun må vente, til det bliver hendes tur”.
Så lagde jeg armene om Ellen, og straks efter kyssede vi hinanden.

Kort efter sad vi over for hinanden i en lille hyggelig restauration i et hjørne, hvor vi kunne snakke uforstyrret med hinanden og nyde hinandens selskab.

”Jeg har en lille ting til dig, Ellen”, sagde jeg, da tjeneren havde været hos os. Vi havde fået spisekort og foretaget vores bestilling og fået serveret rødvinen, fået skænket op og skålet for en dejlig weekend. 
Samtidig med, at jeg sagde det, lagde jeg en ganske lille pakke på bordet foran Ellen.
Ellen åbnede den lille pakke. I den var en lille messingklokke.
Straks sagde jeg: ”Du skal ikke ringe med den nu. Gå ud på toilettet. Tag dine trusser af og sæt klokken fast i kæden mellem dine ben og kom så herind igen”.
”Men Per – det kan jeg da ikke. Den vil jo ringe, når jeg går. Alle vil høre det”, sagde Ellen sagte.
”Ja, og hvad så? De vil høre en svag klokke, når du går, men de vil ikke vide, hvor lyden kommer fra. Kom nu af sted. Og når du kommer tilbage, giver du mig dine trusser”.

 

Næsten målløs hørte jeg, hvad Per sagde til mig.
Jeg havde med spænding set frem til at møde Per og også Hanne. Det er nu lidt forvirrende ind i mellem med de to personligheder i samme person.
Dagene fra jeg havde klikket hængelåsen i lås og dermed låst kæden fast om livet og mellem mine ben, havde været lange. Jeg havde meldt afbrud til min badmintonaften om torsdagen. Det havde været underligt at have kæden på, men jeg havde hurtigt vænnet mig til den. Den generede mig ikke, men mindede mig næsten konstant om Hanne.
Og nu ville Per have, at jeg skulle sætte en lille klokke fast i kæden mellem mine ben og gå uden trusser. Klokken ville jo ringe ved hvert eneste skridt, jeg tog.
Et kort øjeblik strejfede tanken mig at give ham klokken tilbage og sige, at det hele vist var en misforståelse, og at vi hellere måtte glemme hinanden.
Men jeg kunne ikke. Tanken om den lille klokke var nu også spændende. Og det var jo sikkert rigtigt, at der jo ikke var nogen, som ville vide, hvor klokken var. Hvis de da overhovedet bemærkede den. Jeg kunne jo også gå stille, så var det jo slet ikke sikkert, at den ringede ret meget.
Langsomt rejste jeg mig. Tog min taske og gik stille ud på toilettet. Der trak jeg min nederdel op om livet og trak mine trusser ned om benene og trådte ud af dem.
Så tog jeg den lille klokke. Der var en lille clips i den, så jeg uden besvær kunne sætte den fast i kæden mellem mine ben.
Jeg lod langsomt mine fingre glide over mit skød. Jeg var blevet lidt fugtig. Så tog jeg fingrene til mig. Tog i stedet et stykke toiletpapir og tørrede mig. Trak min nederdel ned og skyllede ud i toilettet og gik ud til håndvaskene. Kling klang lød det, da jeg gik. Det lød som klokkerne i en domkirke, syntes jeg. Hurtigt vaskede jeg hænder og var klar til at gå tilbage til Per. Ved døren tøvede jeg lidt, men så blev den åbnet ude fra og en kvinde kom ind. Jeg trådte til side og gik ud.
Stille gik jeg gennem den lille restauration.
Kling klang lød det. I mine ører stadig som fra klokkerne i en domkirke. Men jeg så nu ikke nogen, som så efter mig. Jo, der ved baren var der en, som løftede sit hoved, som om han lyttede.
Da jeg var kommet forbi ham, havde jeg besvær med ikke at vende mig for at se, om han så efter mig. Langsomt gik jeg videre og nåede hen til Per og satte mig ned.

Så åbnede jeg min taske og tog mine trusser frem og rakte dem over til ham.
Han tog dem i sin hånd og førte dem op til sin næse.
Så sagde han: ”Uhm, hvor dufter du dejligt. Det lød også dejligt, da du kom gående. Jeg er glad for, at du gjorde det. Jeg synes, at det er enormt frækt. Jeg tror ikke, at der var andre end en enkelt fyr oppe ved baren, som hørte klokkerne. Han løftede sit hoved som om han lyttede, men kunne tydeligvis ikke finde ud af, hvor klokkelyden kom fra. Han blev i hvert fald ikke klar over, at lyden kom fra en klokke mellem dine ben”.
Jeg blev varm i ansigtet. Kunne mærke, at jeg rødmede.
”Er du sikker på, at der ikke er nogen, som har fattet mistanke om, hvor klokkelydene kom fra?”, spurgte jeg.
”Nej sikker er jeg ikke, men jeg tror det ikke”, svarede Per og fortsatte: ”- det klæder dig, når du rødmer. Du er endnu dejligere i virkeligheden, end på billeder”. Samtidig rakte han sin ene hånd over bordet og lagde den oven på min.
Det var en dejlig fornemmelse. Det føltes dejligt trykt at mærke hans hånd på min. Jeg tog med den anden hånd mit glas og sagde sagte, næsten hviskende: ”Skål Hanne”.
Et øjeblik var Per næsten lidt forfjamsket. Sin ene hånd havde han om min. I den anden holdt han mine trusser. Så lagde han roligt trusserne fra sig midt på bordet, tog sit glas og sagde: ”Skål min dejlige pige”.
Da vi havde sat glassene fra os, tog han mine trusser i sin hånd igen, førte dem op til sit ansigt og snusede endnu engang til dem. Samtidig med, at han stoppede dem i sin bukselomme sagde han: ”Det går nok ikke, at lade dem ligge på bordet. Det kunne jo være, at tjeneren forvekslede dem med en serviet og tog dem”.
Vi kom begge til at grine.

Så kom tjeneren med vores mad. Vi spiste roligt, sludrede let og ubesværet med hinanden om alt mellem himmel og jord. Ind i mellem tog vi hinanden i hånden et øjeblik og ind i mellem strejfede vore ben hinanden. Vi opførte os nok som et par nyforelskede.
Jeg var heller ikke fri for at være lidt forelsket i Per.

Da vi var færdige med maden, havde drukket en kop kaffe og betalt regningen, var det tid at gå.
Jeg havde fortalt Per, at jeg ikke boede længere fra centret, end at jeg var gået derover, så jeg kunne køre med ham.

Vi rejste os. Klokken mellem mine ben sagde ”kling klang”. Langsomt gik vi ud af restaurationen og videre gennem centret ud på parkeringspladsen. Der lød hele tiden ”kling klang” fra klokken mellem mine ben. I mine ører lød det stadig som domkirkeklokker, og jeg kiggede mig noget nervøst omkring. Men der var ikke så mange mennesker og ingen kiggede på mig.

Hånd i hånd kom vi ud til Pers bil, satte os ind i bilen og kørte hjem til mig.
Mødet og samværet i restaurationen havde bestyrket os begge i, at vi ville få en dejlig weekend sammen.

 

Roligt kørte vi fra parkeringspladsen. Ellen dirigerede, og snart holdt vi foran hendes lille hus i udkanten af byen.
Inden vi steg ud af bilen lænede vi os ind til hinanden i en inderlig omfavnelse. Min hånd søgte ned til hendes skød. Jeg mærkede den lille klokke og kæden. Det havde jeg længe glædet mig til. Det var en lækker fornemmelse at mærke klokken og kæden. Fornemmelsen af, at Ellen havde gjort, som jeg havde givet hende besked på, var dejlig.
Skubbede lidt til klokken og hørte dens ”kling klang”. ”Du er en rigtig lille klokkeblomst”, sagde jeg til hende og kyssede hende dybt og længe.
Vi steg ud af bilen, jeg tog min kuffert, og sammen gik vi ind i huset.
Et øjeblik stod vi lidt forlegne over for hinanden. Så tog Ellen mig i hånden og sagde: ”Kom, så skal jeg vise dig, hvordan jeg bor”. Vi gik en tur rundt i huset og endte i soveværelset.
Igen omfavnede vi hinanden og begyndte langsomt at klæde hinanden af. Snart stod vi nøgne over for hinanden. Så gled vi ind i hinandens favn og stod længe og kyssede hinanden medens vore hænder gik på opdagelse på hinandens kroppe.
”Kom, sagde jeg”, og brød vores omfavnelse, ”- vi skal i bad”.
I brusebadet sæbede vi hinanden ind. Det var lækkert at se Ellen nøgen med min kæde om livet om ned mellem benene og klokken ringede skønt for hver bevægelse, hun gjorde.
”Hvis du tager noget lækkert og frækt undertøj, strømper og dine stiletter på, så henter jeg min kuffert. Så skal du snart blive præsenteret for Hanne”, sagde jeg og forlod soveværelset.

Da jeg kom tilbage til soveværelset, stod Ellen foran mig. Hun var iført en rød BH med kvarte skåle. Brysterne stod fyldige og indbydende frem mod mig med brystvorterne synlige. Videre havde hun en kort rød chemise, røde selvsiddende nylonstrømper, som alligevel var fastgjort til en rød strømpeholder. På fødderne et par sorte sko med ca. 10 cm. høje tynde stilethæle.
Langsomt stillede jeg kufferten fra mig. Stod et øjeblik og kiggede betaget på hende. Gik så over til hende og fornemmede en duft af indbydende parfume.

”Uhm – du er lige til at spise, som du står der, indbydende og duftende så dejligt”, sagde jeg og favnede hende.

”Nu skal du snart blive præsenteret for Hanne, men først vil jeg lige sikre mig, at du ikke forstyrrer mig imedens”, sagde jeg og gik hen til min kuffert.
Fra en kuffertlomme tog jeg et blødt reb på godt en meters længde og en kæde og to hængelåse frem og gik tilbage til Ellen.
”Frem med hænderne”, sagde jeg. Lydigt gjorde hun, som befalet.
Hurtigt lagde jeg kæden om hendes ene håndled og låste den fast med den ene hængelås og med et mellemrum mellem håndleddene på omkring tyve centimeter lagde jeg kædens anden ende om hendes andet håndled og låste den sammen med den anden hængelås.
Så drejede jeg hende rundt, så hun havde ryggen til mig. Lagde det andet reb om hendes albueled og trak albuerne mod hinanden omme bag hendes ryg og bandt rebets ender sammen.
”Sæt dig på sengekanten”, sagde jeg og gik tilbage til min kuffert, hvorfra jeg fremtog to stokke hver på godt en halv meter i længden. De var begge forsynet med snore i begge ender.
Den ene stok bandt jeg til Ellens ankler, så hendes ben var spredte. Den anden bandt jeg til undersiden af hendes knæhaser, så hun nu sad med spredte ben helt åben op i skridtet.
Fra min kuffert tog jeg nu et sort læderhalsbånd, som jeg spændte om Ellens hals.
Så hentede jeg en ball-gag, bad Ellen åbne munden og førte kuglen ind i hendes mund og spændte remmen bag hendes nakke.
Derefter tog jeg et sort silketørklæde, som jeg bandt om hendes øjne, så hun intet kunne se.
Til sidst hentede jeg endnu et reb, som jeg bandt fast til D-ringen i hendes halsbånd og bandt den anden ende til stokken mellem hendes knæ, så hun sad let foroverbøjet.
Tilfreds med mit arbejde satte jeg mig på sengen ved siden af hende. Lagde den ene arm om hendes ryg, kyssede hende i halsgruben og lod min anden hånd lege med hendes ene brystvorte, medens jeg sagde: ”Så Ellen. Nu er du helt i min magt. Intet kan du foretage dig. Alt, hvad jeg finder på at gøre ved dig, må du finde dig i”.
Så rejste jeg mig og begyndte min forvandling til Hanne.

Fortsættes.

Søndag den 24. december 2000. Tina Thranesen.